Nyheder19. august 2022

Advarer borgere om bakterier: Her skal du koge dit drikkevand

Problemerne med drikkevandet skyldes en fejl med et dæksel på en rentvandstank, som ikke var i orden
drikkevand
Det er heldigvis ikke e.colibakterier, der er tale om. Men alligevel opfordres beboere til at koge drikkevandet.
 Foto: Ritzau Scanpix

Hvis du skal et smut til det populære sommerhusområde i Kerteminde henover weekenden, skal du sørge for at koge dit drikkevand.

Det skyldes, at der er fundet coliforme bakterier i vandet fra Langøstrand Forsyningsselskab.

Det oplyser Kerteminde Forsyning på sin hjemmeside ifølge TV 2 Fyn.

– Vi har fundet en overskridelse af coliforme bakterier i drikkevandet. Vi havde egentlig også konstateret et fald i værdierne, men der kom en mindre opblusning i går (onsdag, red.), og så valgte embedslægen at lave en kogeanbefaling, forklarer Martin Roar Nielsen, der er driftschef for vand, varme og spildevand hos Kerteminde Forsyning, til mediet.

Nærmere bestemt er beboere på vejene Fløjelsgræsset, Klokkelyngen, Hedelyngen, Kærulden, Øksnebjerg og Rævehalen, Dunhammeren 16 og 18, Stenene 11–49 (ulige numre) samt Langøvej 224–306 (lige numre), der skal være opmærksomme på vandet.

Coliforme bakterier fra dyr

Problemerne med drikkevandet skyldes en fejl med et dæksel på en rentvandstank, som ikke var i orden.

Men selv om der er havnet bakterier i vandet, og der er udsendt en anbefaling om, at man skal koge vandet, inden man indtager det, understreger driftschefen dog, at det positive ved problemet er, at der ikke er tale om e.colibakterier.

I stedet er det nemlig coliforme bakterier fra dyr, som er i drikkevandet, og det betyder, at risikoen for at blive alvorligt syg af bakterierne, er væsentlig mindre, end hvis det var fra mennesker.

Forholdsreglerne og kogeanbefalingen, som Kerteminde Forsyning i øjeblikket opfordrer beboerne til at følge, gælder indtil andet er meldt ud på deres hjemmeside, lyder det.

Sponsoreret indhold