Nyheder4 timer siden

Advarer bilister: I dag skal togstrækning testes efter dødsulykke

Bilister advares mod at krydse spor mellem Tinglev og Sønderborg, selv om togdriften er indstillet

Meget voldsom ulykke

Fredag tager Banedanmark et skridt nærmere i retning af igen at kunne åbne banestrækningen mellem Tinglev og Sønderborg i Sønderjylland efter den togulykke, der for en uge siden kostede en 60-årig kvinde livet.

Her begynder man nemlig ifølge TV Syd med at foretage de første testkørsler på de skinner, der er blevet repareret efter sammenstødet mellem et tog og en gylletransport.

Hvis testkørslerne forløber som forventet, vil der blive åbnet for almindelig togdrift igen lørdag.

Men Martin Harrow, der er sikkerhedschef i Banedanmark, advarer bilister mod at tage for let på sikkerheden indtil da.

Det sker, efter at en bilist torsdag krydsede en togovergang, mens et arbejdskøretøj var på vej mod den.

- Jeg vil gerne minde om, at ingen krydser sporene, når der er signal om, at der kommer tog.

- Fra lørdag regner vi med, at togene igen kører planmæssigt på strækningen, og vi har på kort tid haft to dødsulykker, så vi kan kun appellere til, at man respekterer disse signaler, fordi det er livsfarligt at krydse sporet, siger han til TV Syd.

I et forsøg på at styrke sikkerheden ved de seks overgange på strækningen sætter Banedanmark vagter til at holde øje med krydsende bilister.

Vagterne kan dog ikke bevogte alle seks overgange samtidigt.

Sponsoreret indhold