Nyheder15. december 2022

Advarer bilister: -Der er rigtig glat derude

Der er isglatte veje flere steder i landet torsdag morgen, og derfor bør bilister være ekstra opmærksomme og køre hjemmefra i god tid
Der er risiko for stedvis sne- og isglatte veje i hele landet.
Der er risiko for stedvis sne- og isglatte veje i hele landet.
 Foto: Ritzau Scanpix

Torsdag morgen er de fleste danskere vågnet op til sne, frost og kulde.

Derfor advarer Vejdirektoratet, DMI og politi også bilister om, at man skal være ekstra forsigtig i morgentrafikken, da der er risiko for isglatte veje.

– Der er rigtig glat derude her til morgen. Sørg for at komme afsted i god tid og kør forsigtigt, lyder det blandt andet fra Nordsjællands Politi kort før klokken 06.00.

Det er dog særligt i det vest- og nordjyske, at der er kommet en del sne, fortæller Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

– Det her snevejr fra Jylland har bredt sig ind over Fyn og Sjælland. Det sner stadig torsdag morgen over den østlige del af Sjælland, siger hun til Ritzau.

Nærmere bestemt vurderer hun, at der nogle steder i det vestlige Danmark er faldet mindst 30 centimeter sne.

Dog fremgår det af Vejdirektoratets trafikkort, at stort set hele landet er præget af sne- og isglatte veje i morgentimerne.

Derfor er der igangsat saltning og snerydning.

I løbet af dagen vil der komme opklaring med sol – dog med mulighed for sne- og sludbyger.

Sponsoreret indhold