Advarer alle i Israel: Kan gå helt galt nu

Over 200 kampfly tog del i Israels natlige angreb i Iran, hvor omkring 100 mål blev ramt.
Det oplyser det israelske militær fredag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebet var især rettet mod det iranske atomprogram.
Militæret melder desuden, at angreb mod atomanlæg i Iran fortsat er i gang.
Iran har svoret hævn, og fredag morgen er der over hele Israel indført undtagelsestilstand.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har advaret befolkningen om, at de kan være nødt til at opholde sig længe i beskyttelsesrum. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Skoler er lukket, sociale forsamlinger er gjort forbudt, og israelere bliver af myndighederne opfordret til at droppe arbejde, der er ikke er strengt nødvendigt, skriver CNN.
Samtidig har hospitaler fået ordre om at udsætte behandlinger, der ikke er akutte, og luftrummet over Israel er blevet lukket.
Flere lande opfordrer desuden borgere, der opholder sig i Israel, om at søge i sikkerhed. Fra dansk side har Udenrigsministeriets Borgerservice advaret danskere i Israel om, at der er risiko for angreb.
Det storstilede israelske angreb mod Iran har ifølge Israel været nødvendigt for at forhindre det iranske militær i at udvikle en atombombe.
Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor der har været forhandlinger mellem USA - Israels allierede - og Iran om en ny atomaftale.
Både USA og Israel har sagt, at det iranske atomprogram udgør en risiko for Israel, hvis forhold til Iran er meget anspændt.
Iran støtter flere militante bevægelser, som Israel er i krig med. Herunder Hamas-bevægelsen i Gazastriben.
Selv fastholder Iran, at atomprogrammet er fredeligt. Formålet er udelukkende at bruge uran til kernekraft, siger landet.
Israel oplyste tidligere på natten, at USA på forhånd var orienteret om angrebsplanerne. Det har landet bekræftet. USA afviser dog at være involveret i angrebet.