Annonce
Nyheder23 timer siden (opd. 22 timer siden)

Adresse-bøvl: Frie Grønne-leder Sikandar Siddique sender ikke mere dokumentation

Københavns Kommune har givet politikeren deadline til mandag, hvor han skal indsende yderligere dokumentation. Men det sker ikke
Af: Ritzau
Sikandar Siddique er politiske leder for Frie Grønne.
Sikandar Siddique er politiske leder for Frie Grønne.
 Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
Annonce

Politisk leder for Frie Grønne Sikandar Siddique kommer ikke til at indsende yderligere dokumentation til Københavns Kommune mandag, hvor kommunen ellers har sat en deadline i sagen om det tidligere folketingsmedlems bopælsregistrering.

Det oplyser advokat Erbil Kaya, som repræsenterer Sikandar Siddique, til Ritzau. Kaya oplyser, at han blev hyret af Sikandar Siddique inden jul til at hjælpe politikeren i den meget omtalte sag.

Advokaten mener, med henvisning til CPR-loven, ikke at Københavns Kommune har hjemmel til at bede om yderligere oplysninger, da en anden kommune - i dette tilfælde Herlev Kommune - har truffet en afgørelse i sagen allerede.

- Der er ikke en kommune, som er over en anden kommune. Det er ikke som byret, landsret og Højesteret, hvor der er et hierarki. Kommunerne er sideordnede, så det at en kommune træffer en afgørelse, som en anden kommune skal prøve at overrule, det er mærkeligt, siger advokaten.

Annonce

Han mener, at "når en kommune først har truffet en afgørelse, så skal den anden kommune respektere den".

- Så vi vil bede Københavns Kommune om at oplyse, hvilken hjemmel kommunen har til at undersøge denne sag, efter at en anden kommune allerede har truffet afgørelse om, at alt er, som det skal være, siger Kaya.

Sikandar Siddique blev ved kommunalvalget 18. november valgt til Borgerrepræsentationen i København. Men her kan han kun sidde, hvis han også bor i kommunen.

Annonce

Valgte politikere kan miste deres valgbarhed og dermed udtræde af kommunalbestyrelsen, hvis de ikke lever op til reglerne fastsat i kommunalvalgloven.

For at være valgbar skal man have valgret, og det vil Sikandar Siddique ikke have i Københavns Kommune, hvis han ikke "opfylder betingelserne for at være bopælsregistreret i kommunen".

Det er op til Borgerrepræsentationens medlemmer at beslutte, om et medlem har mistet sin valgbarhed.

Annonce

Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstadskommunen.

Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.

Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget.

Annonce

Kommunen konkluderede, at Sikandar Siddique var "korrekt bopælsregistreret".

Kort efter valgte Københavns Kommune så at indlede en undersøgelse af flytningen. Det skete ligeledes før kommunalvalget.

Sikandar Siddique oplyste dog i sin tid til Ritzau, at han ikke forventede at indsende oplysninger til kommunen før efter valget.

12. december meddelte Københavns Kommune, at den agtede at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i kommunen.

Annonce

- Folkeregistret i Københavns Kommune har den 11. december sendt en agterskrivelse til Sikandar Siddique i sagen om hans bopælsforhold. Varslingen omhandler det forhold, at Folkeregistret agter at træffe afgørelse om, at hans flytning til en adresse i Københavns Kommune annulleres.

- Der er frist for at fremkomme med kommentarer til varslingen og indsende yderligere dokumentation til sagen den 5. januar 2026, oplyste Kultur- og Fritidsforvaltningen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Annonce

Kommunen påpegede videre, at sagen stadig var under behandling og altså endnu ikke afgjort.

Ifølge Sikandar Siddiques advokat er politikeren klar til at sende yderligere oplysninger til kommunen, men det sker ikke, før der er klarhed over lovhjemlen.

Sikandar Siddique har den seneste tid opholdt sig i Pakistan. Han rejser retur til Danmark mandag, og han har ikke yderligere kommentarer, før han er på dansk grund igen, oplyser han.

Annonce

Sponsoreret indhold