Nyheder14. november 2014

Adam og Camilla samler ind til Danmarks børn

Det bliver to erfarne TV-rotter, der er værter på Børneindsamlingen i morgen
Af af
Adam og Camilla er klar til at samle penge ind til gavn for Børns Vilkår og Børnetelefonen
Adam og Camilla er klar til at samle penge ind til gavn for Børns Vilkår og Børnetelefonen
 Foto: Kaspar Wenstrup



Når TV3 i morgen afholder indsamlings­show i samarbejde med Børns Vilkår og "Bag for en Sag", så er det de to erfarne værter Adam Duvå Hall og Camilla Ottesen, som skal styre slagets gang.

- Det er rigtig godt, at der kommer et show, som fokuserer på danske børn, siger Camilla Ottesen, da SE og HØR møder hende og Adam Duvå Hall på Børns Vilkårs kontor i Valby.

- Der har været rigtig meget fokus på sult og katastrofer, og det skal der selvfølgelig også være. Men det er godt, at vi også kan vende snuden lidt indad, for der rigtig mange børn i Danmark, som ikke har det særlig godt, fortæller TV-værten, som ser frem til at kunne give en hjælpende hånd.

- Det gælder jo om at kunne se, hvor vi kan bidrage med noget, supplerer Adam Duvå Hall.


Skræmmende research

De to erfarne TV-rotter har gennem hele forberedelsen af showet været i tæt kontakt med Børns Vilkår.

- Vi har hørt mange skræmmende og sørgelige historier gennem forarbejdet med showet, så det bekræfter os bare i, at det er rigtig godt, at vi laver det her show, fortæller Camilla.

- Vi har jo selv børn, så det er jo svært at forestille sig, hvad det er for nogle situationer, familier kan stå i, fortæller Adam, som selv har Sonny på to år og en lille ny på vej, som melder sin ankomst i december.

Camilla har børnene Viola, som er syv år, og Viggo, som er ni.



Storslået show

Men hvad kan man så forvente, hvis man tænder for TV3 på lørdag?

- Man kan forvente et indsamlingsshow, som man kender det. Der er klassiske elementer og ting, man kan vinde, fortæller Camilla Ottesen.

Og så kommer Jes Dorph til at stå i spidsen for et callcenter, hvor store kendte danskere vil sidde og tage imod på telefonerne.

- Der kommer til at blive god stemning, også selv om det er et alvorligt emne, siger Adam Duvå Hall.

- Og så trækker vi underholdningskortet, griner Camilla, som glæder sig til showet i morgen.

"Børneindsamlingen" bliver vist på TV3 i morgen kl. 20.

Sponsoreret indhold