Nyheder 31. december 2021

Årets sidste dag: Stadig høje smittetal

Men positivprocenten er igen under 10 for første gang i fem dage, viser smittetal fra SSI fra det seneste døgn
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Der er det seneste døgn registreret yderligere 18.695 nye coronasmittede, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er et fald i forhold til torsdag, hvor tallet lå på 21.403 tilfælde.

1090 af de smittede fredag har været smittet før.

De seneste tre dage har der været over 1000 af de smittede, der tidligere har været smittet med coronavirus.

De nye smittede er fundet blandt 222.207 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen for coronavirus.

Det betyder, at den såkaldte positivprocent, andelen af positive prøver blandt foretagne test, er 8,9 procent. Det er første gang, positivprocenten kommer under 10 i fem dage.

Så mange er døde

Onsdag og torsdag var der smittetal på over 20.000, hvilket var rekordhøjt. Det kunne skyldes, at flere valgte at blive PCR-testet efter jul.

Der er desuden foretaget 315.860 af de såkaldte lyntest, hvor man bliver podet i næsen. Positive svar heraf fremgår dog ikke i de daglige smittetalsopgørelser, da der er usikkerhed omkring, hvor korrekte svarene fra lyntestene er.

Der er 641 indlagte, hvilket er et fald på 24 i forhold til torsdag. Heraf er 73 indlagt på intensiv afdeling, og 49 er tilknyttet respirator.

Samme døgn har der været 11 døde med coronavirus, hvilket er en stigning på to, da der var ni dødsfald torsdag.

Sponsoreret indhold