Nyheder1. november 2021

Årets fugl er fundet: Det er en ... flagermus?

En overraskende deltager i opløbet om at blive årets fugl endte med at vinde det hele
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1970.jpg
 Foto: Department of Conservation NZ

Det er en noget atypisk kåring af "årets fugl" i år. Det er nemlig en flagermus, der er fløjet med sejren.

Forest and Bird-organisationen fra New Zealand kårer hvert år årets fugl, og for første gang i år var der et pattedyr på listen over mulige kandidater.

Det er den sjældne flagermus ved navn pekapeka-tou-roa - eller langhalet flagermus - som søndag aften stod tilbage med flest stemmer, da afstemningen lukkede.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

New Zealand har kun to forskellige slags pattedyr på land, og de er begge to flagermus.

- Disse flyvende pelsbolde er truet af de samme problemer, som vores oprindelige fugle - rovdyr, tab af levesteder og klimaændringer. Jo mere vi gør for at beskytte dem, des mere hjælper det deres fjerklædte venner og omvendt, skriver Forest and Bird på konkurrencens hjemmeside.

"Vi gjorde det!"

Den kontroversielle kåring har fået en hel del til tasterne. For mens nogle er lykkelige over kåringen af det lille væsen, som er på størrelse med en tommelfinger, er andre i syv sind over, at årets vinder ikke er en fugl.

- Holy shit, gode nyheder folkens, pekapeka-tou-roa er kronet som årets fugl!!! Vi gjorde det, kammerater, skriver en begejstret bruger på Twitter.

- NEEEEEEEJ!!!!! Pekapekaen vandt årets fugl! Jeg råbte oprigtigt højt, ligesom da Luke fandt ud af, hvem hans far var (reference til Star Wars, red.). Det her holder ikke. Det her valg er stjålet. Vinderen kan kun være Kereru (New Zealandsk due, red.), lyder det fra en anden noget mere skuffet Twitter-bruger.

Nogle har bemærket, at flagermus trods alt opfører sig som fugle. Ulig for eksempel den newzealandske kiwi, som er en fugl, der ikke kan flyve.

Flagermusen vandt med 3000 stemmer, og aldrig før har nogen fugl (eller flagermus) fået så mange stemmer i konkurrencen. Alt i alt var 58.000 stemmer afgivet fra hele verden.

Andenpladsen gik til fuglen kākāpō, som er verdens tungeste papegøje, der ikke kan flyve.

- I år tænkte vi, at vi ville prøve at gøre flere mennesker opmærksomme på flagermus og de trusler, de står over for. Vi tænkte at vi ville inkludere dem i "årets fugl", fordi der kun er to flagermusarter, så "årets flagermus" ville ikke være så spændende, siger talsperson Lissy Fehnker-Heather til RNZ's Morning Report.

Sponsoreret indhold