Nyheder16. oktober 2022

72-årig til sundshedspersonale: - Tak for en fantastisk behandling

Vi skylder at anerkende sundhedspersonalet, mener en patient fra Randers.
ASGER
Asger Kjærgaard har grundet sygdom været i tæt kontakt med sundshedsvæsenet i Randers. Han mener, vi skylder de ansatte større anerkendelse.
 Foto: Regionshospitalet Randers / privatfoto/

Man hører ofte historier om, at sundhedsvæsnet er presset. Og spørger man 72-årige Asger Kjærgaard fra Randers, skylder vi de ansatte på hospitalerne en større anerkendelse.

Han er selv patient i det østjyske sundhedsvæsen og har altid været godt tilfreds med den behandling, han har fået. Han mener, det er på tide, at vi roser sundhedspersonalets arbejde.

- Vi giver alt for lidt anerkendelse. Man burde fortælle de gode historier og snakke med flere af dem, der faktisk har været der og har fået en god behandling, siger Asger Kjærgaard til TV2 Østjylland.

Han har en forsnævret blodåre i benet, der medfører gangbesvær og smerter, og har siden 2015 været afhængig af sundhedssystemet på grund af forsnævringen.

Det har medført flere konsultationer på særligt Regionshospitalet i Randers, og i al den tid har han aldrig stået tilbage med følelsen af, at der ikke var tid til ham.

- Det kan godt være, at de er pressede, men de lader os aldrig mærke det. Servicen er stadig enormt god, og man føler sig ikke overset, siger han.

Både Asger Kjærgaard og hans hustru har de seneste år været brugere af det østjyske sundhedssystem på grund af forskellig sygdom.

Han har i perioder været indlagt, og også her mener han, at han har fået en fair og ordentlig behandling. Dog har han set patienter opføre sig dårligt, og det har til tider skabt en negativ stemning.

- Jeg tror, vi er blevet for forkælede. Vi gider ikke vente på at få hjælp, og vi regner med, at vi kommer til med det samme, når vi er syge. Det troede jeg da også første gang, men jeg var ikke ved at dø, så jeg kan godt forstå, hvorfor jeg skulle vente, siger Asger Kjærgaard.

Da han første gang i 2015 var til en undersøgelse med sit ben, fik han at vide, at en operation ikke lå først for. Han fik derfor nogle redskaber til selv at ændre sin situation til det bedre – blandt andet ved at motionere og droppe cigaretterne.

Det er han i dag glad for, og han håber, at flere vil væbne sig med tålmodighed, når ikke situationen er akut.

- De gør alt, hvad de kan. Men er man ikke livstruende syg, bør man vente. Det tror jeg, lægerne er gode til selv at vurdere, siger han.

Spørger man Asger Kjærgaard, hvad han gerne vil sige til de sundhedspersoner, han har mødt, er beskeden klar:

- Jeg vil gerne sige tak for en fantastisk behandling og en stor arbejdsindsats. De gør et godt stykke arbejde, og alle de negative kommentarer har ikke hold i virkeligheden, siger Asger Kjærgaard.

Sponsoreret indhold