Nyheder13. juni 2025

60 danskere med på farlig march: - Vil IKKE blive tilladt

Mennesker fra hele verden, heriblandt 60 danskere, går mod Gaza i protest mod Israels blokade af nødhjælp

Flere end 10.000 aktivister fra mere end 50 lande indleder fredag en march mod Gazastriben.

De kræver, at Israels blokade af nødhjælp ophæves. Blandt dem er omkring 60 danskere.

- Vi forsøger at bryde den blokade, som Israel har opretholdt i flere måneder nu, siger 27-årige Isaac Twomey-Madsen, der har været med til at koordinere den danske delegation i Global March to Gaza.

De er samlet i Egypten, hvor de skal gå 48 kilometer fra kystbyen Al-Arish til Rafah, en grænseby til Gazastriben.

De vil marchere i tre dage og forbliver ved grænsen, indtil nødhjælp får adgang.

- Det er nu, at blokaden skal brydes, inden hele Gazas befolkning sulter ihjel, siger Twomey-Madsen.

Igennem 11 uger blokerede Israel for nødhjælp til Gaza. Det forværrede en i forvejen kritisk humanitær situation.

Blokaden blev lempet 19. maj. Men der er fortsat stor kritik af Israel og de store problemer med at få hjælp ind i Gazastriben.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, har ifølge AFP opfordret Egypten til at stoppe marchen.

Han mener, at den "kan bringe israelske soldater i fare og ikke vil blive tilladt".

Twomey-Madsen afviser forsvarsministerens bekymring.

- Vi er en fredelig bevægelse, som gennem politisk pres og ved at få opmærksomhed forsøger at få grænserne åbnet, siger han.

Ifølge AFP blev over 200 af aktivisterne, der skulle deltage i marchen, torsdag tilbageholdt af myndighederne i Kairo.

Twomey-Madsen og de øvrige danskere følger situationen tæt, men han frygter ikke selv at blive anholdt.

- Det eneste, jeg er nervøs for, er, hvad der vil ske, hvis vi ikke lykkes med at få grænserne åbnet, siger han.

- Så kan det være, at to millioner mennesker dør. Det er det, jeg er mest bange for.

7. oktober 2023 blev omkring 1200 mennesker dræbt i Israel af den militante bevægelse Hamas.

251 blev taget som gidsler, og flere af dem holdes stadig som gidsler i Gazastriben.

Israel indledte efterfølgende en offensiv i Gazastriben, der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har kostet over 54.000 palæstinensere livet. Størstedelen er civile.

Sponsoreret indhold