Nyheder15. august 2025 (opd. 15. august 2025)

56 meldes døde efter voldsom regn i landsby i Himalaya

Store mængder regn i distriktet Kishtwar betyder ifølge embedsmand, at 80 personer er blevet meldt savnet.

Mindst 60 personer har mistet livet, og 200 er meldt savnet, efter at voldsom regn har ramt en landsby i den indisk-administrerede del af Kashmir.

Det oplyste en embedsmand i beredskabet til nyhedsbureauet AFP torsdag.

Regionen ligger i den vestlige del af bjergkæden Himalaya.

Regnen har sendt store mængder vand og mudder til området.

- Det er en grim nyhed, lød det tidligere torsdag fra Omar Abdullah, der er førsteminister i Jammu og Kashmir-regionen, i en udtalelse.

Han meldte her om en byge af tung regn, der har ramt distriktet Kishtwar.

Nyhedsbureauet og det amerikanske medie CNN skrev tidligere torsdag på baggrund af meldinger fra embedsmænd, at mindst 46 personer har mistet livet i forbindelse med regnen.

Reuters skriver, at der er tale om byen Chasoti.

Ifølge AFP har folk torsdag været samlet ved et hospital i Kishtwar, hvor sårede er blevet båret til.

Mohammad Irshad, som er højtstående embedsmand i akutberedskabet, fortæller, at 56 lig er blevet bjærget.

Han fortæller samtidig, at 300 personer er blevet reddet ud af det ramte område. Omkring 50 af dem er ifølge Irshad blevet alvorligt såret, og de modtager nu behandling på forskellige lokale hospitaler.

Lokale myndigheder oplyser til AFP, at antallet af dræbte ventes at stige.

Flere huse er blevet beskadiget eller ødelagt i oversvømmelserne.

- Jeg så mindst 15 lig blive bragt til hospitalet, siger Sushil Kumar, som bor i landsbyen Atholi, der ligger nær Chisoti, til AFP.

Chisoti ligger på en hinduistisk pilgrimsrute til templet Machail Mata.

Der er varslet yderligere regn og oversvømmelser i området.

Den 5. august blev landsbyen Dharali, som ligeledes ligger vestligt i Himalaya i den indiske delstat Uttarakhand, også ramt af oversvømmelser, der sendte store mængder mudder ind over byen. Ifølge AFP menes det, at 70 personer her mistede livet, men tallet er endnu ikke blevet officielt bekræftet.

Sponsoreret indhold