Nyheder24. februar 2021

550 kroner pr. kvadratmeter: Danmarks billigste hus er solgt

For bare 30.000 kroner har en køber netop erhvervet sig et lille hus i Sindal i Nordjylland.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1682793.jpg
 Foto: Home Sindal

Boligpriserne stiger og stiger, og har man forhåbninger om at kunne kalde sig husejer her i landet, så skal man indstille sig på at kunne lægge et stort beløb.

Men i den nordjyske stationsby er Danmarks absolut billigste bolig netop blevet solgt, og endda til lidt af en spotpris.

30.000 kroner skulle det koste.

Det skriver Boliga.dk.

Selvom salget er gået forholdsvist hurtigt, så er der alligevel nået at blive slået store rabatter af siden august 2020.

Femten bud

Huset blev i første omgang sat til salg for 150.000 kroner, en efter en måned på markedet blev det sat ned til 80.000.

Og allerede da var huset det billigste på det danske marked.

- Der er mange, der har været nysgerrige - og vi har fået femten bud i alt fra mulige købere lige fra Tisvildeleje i Nordsjælland til Sydfyn og Sønderjylland. Men da de indså, hvor stor en opgave, det ville blive at sætte huset i stand, sprang de fleste fra, siger Casper Knudsen til Boliga.dk.

"Absurd ringe stand"

De nye ejere er dog indstillede på, hvad de får for den rekordlave pris.

Casper Knudsen er nemlig noget så eksemplarisk som en ærlig ejendomsmægler, så i salgsannoncen var der ikke lagt skjul på, at ejendommen i Sindal var i ”absurd ringe stand.”

Nu lyder det dog ifølge ejendomsmægleren også som om, at de nye ejere har hænderne ordentligt skruet på. Så hvor andre nok var gået med nedrivningstanker, så har køberne i stedet planer om at give huset en kærlig omgang.

- Det er en lokal håndværker fra Nordjylland, som har købt det - og han har faktisk tænkt sig at sætte det i stand, så han har lidt af en opgave foran sig, siger Casper Knudsen til Boliga.dk.

Selv i en by som Sindal, hvor priserne generelt er lave, så er den hvide villa på Nørregade centralt i byen dog alligevel et godt stykke under den gennemsnitlige kvadratmeterpris i området.

En huskvadratmeter i postnummeret Sindal koster i øjeblikket ifølge Boliga.dks udbudsdata i gennemsnit 6.547 kroner - hvilket svarer til omkring 980.000 kroner for en gennemsnitlig villa på 150 kvadratmeter.

Men det billige hus på Nørregade har altså blot kostet den nye ejer knap 550 kroner for hver kvadratmeter, hvilket er lidt af en rekord for mæglerforretningen.

Sponsoreret indhold