Nyheder3. september 2023

500 flere borgere end seneste år samlede til verdens sultende børn

Omkring 10.000 danskere har søndag stemt dørklokker for at samle penge ind til verdens fattigste børn
Red Barnet håber, at sidste års beløb på 8,4 millioner kroner bliver overgået ved årets indsamling. 
Red Barnet håber, at sidste års beløb på 8,4 millioner kroner bliver overgået ved årets indsamling.
 Foto: Red Barnet

Tusindvis af frivillige stemte søndag dørklokker rundt i hele landet for at give en hånd med til Red Barnets årlige landsindsamling.

De er blevet taget rigtig godt imod på landets gader og stræder. Derfor er forhåbningen hos Red Barnet, at der er samlet mere end 8,4 millioner kroner ind, som var det endelige beløb sidste år.

- Vi har en god fornemmelse. Der har været omkring 10.000 indsamlere, hvilket er omkring 500 flere frivillige, så vi håber, at vi kommer højere op.

Det siger generalsekretær i organisationen Johanne Schmidt-Nielsen.

Årets tema for landsindsamlingen er sult. Klimaforandringer, krige og konflikter rundt i verden sætter dybe spor i verdens børn.

- Der er desværre millioner af børn, der sulter. Nogle af de lande, hvor vi ser, at sulten virkelig mærkes for tiden, det er Yemen og Somalia, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun fremhæver blandt andet tørken i Somalia, der er den værste i 40 år. Tørken betyder, at høsten slår fejl, og det gør hårdt ud over børnene, siger hun.

- Ud over at børnene simpelthen ikke får mad nok, så betyder fattigdommen, at de ikke kommer i skole. Hvis man ikke kommer i skole, så øges risikoen markant for, at børnene for eksempel ender i børnearbejde eller børneægteskaber.

Først i løbet af de næste par dage vil Red Barnet have det endelige resultat fra indsamlingen. Johanne Schmidt-Nielsen understreger, at selv for 68 kroner kan Red Barnet sikre behandling til et underernæret barn i en hel uge. Så alle beløb gør en tydelig forskel.

- Der er kæmpestore behov ude i verden og herhjemme, så pengene falder på et tørt sted, siger hun.

Pengene fra indsamlingen kommer også til at gå til Red Barnets arbejde inden for landets grænser blandt andet til børn, der vokser op i fattigdom i Danmark.

Sponsoreret indhold