50 personer ombord: Ingen tegn på overlevende

Der er umiddelbart ingen af de omkring 50 ombordværende, der har overlevet et flystyrt i det østlige Rusland.
Det beretter det statslige nyhedsbureau Tass, der henviser til foreløbige data.
Det er ikke blevet bekræftet fra de russiske myndigheder, at de ombordværende er omkommet.
Tidligere torsdag mistede luftfartsmyndigheder i Rusland kontakten til passagerflyet, der er af typen Antonov An-24.
Flyet har plads til 44 passagerer.
Efterfølgende meldte det russiske nyhedsbureau Ifax, at der var blevet fundet vragrester i Amur-regionen.
Samtidig sagde en embedsmand fra beredskabet, at en helikopter havde fundet flyet, og at der var brand i skroget.
Fra helikopteren blev der ikke set nogen tegn på, at nogen har overlevet, oplyser redningsarbejdere ifølge AFP.
Det er fortsat ikke bekræftet, hvor mange der var om bord på flyet, som skulle til byen Tynda i Amur-regionen.
Den lokale guvernør, Vasilij Orlov, siger, at der ifølge foreløbige data var 43 passagerer - heriblandt fem børn - og seks ansatte på flyet. Altså 49 personer.
Det russiske beredskabsministerium siger, at tallet er nærmere 40.
Flyet forsvandt fra radarskærme, da det nærmede sig Tynda.
Det blev fundet på en bjergside 16 kilometer fra Tynda, oplyser beredskabet til Tass.
Det nedstyrtede fly bruges af luftfartsselskabet Angara, der har hovedkvarter i Sibirien.
Guvernøren Vasilij Orlov skriver på beskedtjenesten Telegram, at flyet afgik fra Blagovesjtjensk.
Byen ligger længere sydpå i Amur-regionen ved grænsen til Kina.
Det står endnu ikke klart, hvad der har forårsaget flystyrtet.
Men myndighederne ser det som en mulig forklaring, at mandskabet begik en fejl i forbindelse med at skulle lande. Det siger en unavngiven kilde fra beredskabet til Tass.
Sigtbarheden var dårlig på det tidspunkt, hvor flyet skulle lande, siger kilden, som tilføjer, at andre mulige årsager også bliver undersøgt.
Myndighederne mistede kontakten til flyet omkring klokken 13 lokal tid - klokken 06 dansk tid.