50 Cent: Duet med Bette Midler
50 Cent er kendt for sin rap og sin gangsterattitude. Bette Midler er en vaskeægte diva, der synger som en drøm og har haft utallige roller i populære film. Han har et ungt publikum, hendes har længe kunnet kalde sig midaldrende.
Men forskellighederne bremser ikke stjernerne i at lave en duet sammen. Det umage par er gode venner, og begge vil rigtig gerne indspille en sang sammen.
- Hvis Bette og jeg arbejdede sammen, ville det være rigtig fedt. Men så bliver jeg nødt til at lave noget nyt til hende. Hvis den rigtige sang dukker op, vil vi helt sikkert arbejde sammen, siger 50 Cent.
Det ser ud til, at hans drengede charme har udvirket mirakler på superdivaen, der er fuldstændig vild med den unge rapper og hans talent.
- Han er et af de nyeste medlemmer af min "stamme". Han har virkelig gjort mit liv værd at leve. 50 Cent har været der for mig gennem tykt og tyndt. Jeg kan ikke rigtig rappe, men jeg ville rigtig gerne synge i baggrunden til "Get Rich or Die Tryin'", kvidrer Bette løs.