Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 1 time siden)

43-årig grønthandler havde ingen bekymringer under redningsaktion

Ahmed al Ahmed fortæller, at hans mål med at gribe ind i masseskyderi var at stoppe drab på uskyldige
Af: Ritzau
Ahmed Al Ahmed, der vristede geværet fra en af de to terrorister ved skyderiet i Sydney, bekymrede sig ikke for sin egen sikkerhed under sin helteaktion. 
Ahmed Al Ahmed, der vristede geværet fra en af de to terrorister ved skyderiet i Sydney, bekymrede sig ikke for sin egen sikkerhed under sin helteaktion.
 Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce

Den 43-årige grønthandler Ahmed al Ahmed havde ingen bekymringer, da han overmandede den ene gerningsmand under skyderiet på Bondi Beach i Australien for lidt over to uger siden.

Det fortæller han i et interview med det amerikanske medie CBS News.

Her bliver han spurgt, om han bekymrede sig om den anden gerningsmand, som befandt sig på en gangbro med et skydevåben lidt derfra.

- Nej. Jeg bekymrede mig ikke om noget. Mit mål var bare at tage geværet fra ham og stoppe ham i at dræbe uskyldige mennesker, siger Ahmed al Ahmed.

En videooptagelse viser, hvordan den 43-årige mand sniger sig ind på den ene gerningsmand, som affyrer adskillige skud mod en folkemængde.

Ahmed al Ahmed kaster sig over gerningsmanden bagfra og får vristet geværet fra ham.

Annonce

Videoen er gået verden rundt, og Ahmed al Ahmed er blevet hyldet som en helt af blandt andre den australske premierminister, Anthony Albanese.

I interviewet fortæller Ahmed al Ahmed, hvordan han selv husker den situation, hvor han overmander den ene gerningsmand.

Han fortæller, hvordan han hopper op på ryggen af gerningsmanden, slår ham og siger, at han skal smide sit gevær.

Annonce

- Jeg føler en kraft i min krop. Jeg vil ikke se mennesker blive dræbt foran mig. Jeg vil ikke se blod. Jeg vil ikke høre hans gevær. Jeg vil ikke se mennesker skrige og bede om hjælp. Min sjæl beder mig gøre det. Alt i mit hjerte og min hjerne arbejder på at redde menneskers liv, siger han til CBS News.

I alt blev 16 mennesker dræbt, da de to gerningsmænd 14. december skød mod en menneskemængde, som fejrede den første dag af chanukah, der er en jødisk højtid.

Annonce

Blandt de dræbte er den ene af de to gerningsmænd.

Masseskyderiet fandt sted på den berømte strand Bondi Beach i Sydney.

Ahmed al Ahmed blev selv ramt af skud under angrebet og er siden blevet opereret.

På hospitalet har han fået overrakt en check på 2,5 millioner australske dollar, som er blevet indsamlet gennem hjemmesiden Gofundme.

Beløbet svarer til omkring 10,5 millioner kroner.

Annonce

Ifølge ABC har de lokale sundhedsmyndigheder bekræftet, at Ahmed al Ahmed blev udskrevet fra hospitalet søndag.

De formodede gerningsmænd er den 24-årige Naveed Akram og hans 50-årige far, Sajid Akram.

Sidstnævnte blev dræbt af politiet under skyderiet.

Naveed Akram er blevet sigtet for 59 forhold i forbindelse med skyderiet.

Han blev skudt af politiet under angrebet, men overlevede. To dage efter angrebet vågnede han efter at have ligget i koma.

Annonce

Sponsoreret indhold