Nyheder22. august 2024 (opd. 5. september 2024)

33-årig dansk mand kan komme ud af russisk militær

En domstol har nu annulleret mandens kontrakt med den russiske hær

En 33-årig dansk mand, der i øjeblikket er i militærtjeneste for russerne i krigen mod Ukraine, har fået annulleret sin kontrakt med den russiske hær.

Det oplyser hans advokat, Roman Petrov, til DR og Ekstra Bladet.

Sagen blev afgjort ved en militærdomstol i Moskva torsdag, hvor domstolen har omgjort en tidligere afgørelse om at få kontrakten annulleret.

Ifølge advokaten kan den danske mand forlade sin enhed i Luhansk-området om et par dage.

Den danske mand lagde sag an mod det russiske forsvarsministerium, da han mente, at han var blevet vildledt til at gå i krig for Rusland.

Manden havde selv underskrevet kontrakten i oktober sidste år.

Ifølge Ekstra Bladet underskrev manden en etårig kontrakt om udsendelse til Ukraine.

Kontrakten var dog på russisk, som er et sprog, han ikke taler.

Den 33-årige dansker har i et skriftligt svar til TV 2 tidligere givet udtryk for, at han synes bedre om udviklingen og værdierne i Rusland end i Europa, hvilket er begrundelsen for, at han flyttede til landet i sommeren 2023.

Da hans opholdstilladelse udløb i oktober samme år, ønskede han at forlænge den.

Han tog kontakt til de russiske myndigheder, da han ville have tilladelsen forlænget. Men processen trak ud.

Derfor opsøgte han ifølge Ekstra Bladet et militærkontor for at blive russisk statsborger ved at tjene i hæren. Dog ikke med et ønske om at blive sendt i krig.

Mediet skriver, at han håbede at blive grænsevagt eller lære russisk og blive oversætter

- Det er vigtigt at fremhæve, fordi jeg ikke kendte det russiske system. Jeg troede, at det var et militærkontor for hele hæren, som betød, at jeg kunne arbejde i fredsbevarende operationer, hvor den russiske hær havde brug for engelsktalende personer, eller som sikkerhedsvagt.

- Men jeg forstod ikke, at kontrakten kun omfattede krigszonen, forklarer manden til TV 2

Sagen blev i første omgang afvist ved en russisk militærdomstol.

Torsdag gik det så danskerens vej, da sagen blev prøvet som appelsag ved en anden domstol, og kontrakten blev annulleret.

Sponsoreret indhold