3 dobbelte skybrud rammer Danmark

Hvis du er blevet vækket af regnen i nat, så er den altså god nok.
For Danmark blev ramt af et stort område med både regn og torden i løbet af nattetimerne.
Og det har givet masser af vand i særligt den sydlige og østlige del af landet.
Ifølge meldingen fra DMI har regnen været så voldsom, at det er blevet til 3 dobbelte skybrud flere steder.
"I nattens løb er der kommet skybrud flere steder og de absolutte højdespringere er dels Neble på Møn, hvor der faldt 51,6 millimeter på 30 minutter og så Rødbyhavn med 47,6 millimeter regn på 30 minutter," skriver DMI i en kommentar lørdag.
"Begge steder har altså fået 3 dobbelt skybrud. Flere steder på Fyn og Sjælland har også fået målt skybrud. Kriteriet for skybrud er 15 millimeter på 30 minutter."
Lørdag står på mere regn, men nu i den østlige del af Jylland og Vestfyn, hvor der er risiko for kraftig regn og lokale skybrud, lyder det fra DMI.