Nyheder17. januar 2023

26-årig mand dømt for voldtægt på Roskilde Festival

En mand er dømt for overgreb på en sovende, beruset kvinde i et telt på Roskilde Festival
En 26-årig mand er idømt syv måneders fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold mod en sovende kvinde i et telt på Roskilde Festival 2022. Kvinden var beruset under voldtægten.
En 26-årig mand er idømt syv måneders fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold mod en sovende kvinde i et telt på Roskilde Festival 2022. Kvinden var beruset under voldtægten.
 Foto: Dan Mariegaard

En mandlig gæst på sidste års Roskilde Festival er tirsdag blevet dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold mod en kvinde, der lå og sov i et telt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på Twitter. Straffen er blevet fængsel i syv måneder. Offeret var beruset.

Den dømte er en 26-årig mand, der ikke tidligere er blevet straffet.

I Retten i Roskilde har han ifølge politikredsen forklaret, at han troede, at kvinden i teltet var en anden, som han tidligere havde kysset med på festivalen.

Imidlertid gør det ingen forskel, om det var den ene eller den anden kvinde, har retten slået fast.

Han havde nemlig ikke fået samtykke fra nogen af dem, og dermed er han skyldig.

1. januar 2021 blev straffeloven ændret, når det gælder voldtægt. Det er strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet sit samtykke.

Festivalen sidste sommer var den første efter Folketingets vedtagelse af lovændringen, og i den forbindelse forsøgte politiet at rådgive de mange tusinde gæster om samtykkereglen. "Har du ikke fået et ja, så tag det som et nej," lød det for eksempel i et opslag på Twitter.

Om tirsdagens sag oplyser politikredsen, at den 26-årige overvejer, om han vil anke dommen til landsretten.

Sponsoreret indhold