Nyheder11. april 2024

26 år i træk: Bjarne Reuter scorer kassen på bibliotekspenge

Den populære forfatter står bag en række populære børnebøger, modtager 725.487 kroner i bibliotekspenge
-Arkiv- SE RITZAU Bjarne Reuter får flest bibliotekspenge i år BV.: Bjarne Reuter i sit hjem
Bjarne Reuter kan se frem til at få 725.487 kroner ind på kontoen.
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Bjarne Reuter er for 26. gang i træk den forfatter, der modtager flest bibliotekspenge.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Bjarne Reuter modtager i alt 725.487 kroner i bibliotekspenge. Af dem udgør 590.964 kroner fysiske bøger.

Han er især kendt for børnebøgerne "Busters verden" og "Zappa".

Årets bibliotekspenge, som løber op i 206 millioner kroner, fordeles mellem 10.328 personer, hvis værker kan lånes på landets biblioteker.

Pengene gives både for bøger, der kan lånes på fysiske biblioteker og på bibliotekernes digitale udlånstjenester.

På andenpladsen ligger Maria Helleberg, der samlet modtager 712.229 kroner.

Hun er samtidig også den forfatter, der modtager mest for digitale bøger. De digitale titler udgør 389.946 kroner af beløbet.

Bibliotekspenge også kaldet biblioteksafgiften er en støtteordning til forfattere og oversættere.

Som noget nyt bliver pengene i år fordelt ud fra en "dynamisk model".

Det betyder, at det bliver forholdet mellem fysiske og digitale udlån, der afgør, hvor mange støttekroner der gives til digitale bøger.

Tidligere har fordelingen været fast.

I år går 21 procent af midlerne til e-bøger og netlydbøger. Sidste år gik 13,8 procent af bibliotekspengene til digitale titler.

Morten Visby, der er formand for Dansk Forfatterforening, er glad for, at flere forfattere af digitale bøger får en del i bibliotekspengene.

- Men vi er bekymrede for utilsigtede konsekvenser for den litteratur, der fungerer bedst på papir, siger han.

Han peger blandt andet på, at når en større del af bibliotekspengene går til digitale bøger, kan pengene til bøger, der egner sig bedst på papir, blive færre.

Dansk Forfatterforening skal i samarbejde med Danske Skønlitterære Forfattere og Kulturministeriet evaluere den nye model.

Sponsoreret indhold