Nyheder2. maj 2024

25 initiativer i ny handicapaftale skal reducere kommuners udgifter

Regeringen samt tre partier har torsdag eftermiddag landet en aftale for handicapområdet med 25 initiativer
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil står bag den nye aftale på handicapområdet. Her er hun på vej til taffel hos kongehuset. (Arkivfoto). 
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil står bag den nye aftale på handicapområdet. Her er hun på vej til taffel hos kongehuset. (Arkivfoto).
 Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

For første gang siden 2007 har et politisk flertal nu indgået en rammeaftale for handicapområdet med 25 initiativer.

Her er målet, at kommunerne skal reducere sine udgifter til området, ved at der skæres ned på bureaukrati og administration.

Det fremgår af aftaleteksten. Bag aftalen står regeringen med social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i spidsen samt Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative.

- I dag skriver vi et helt nyt kapitel i dansk handicappolitik, siger Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.

- Det er på høje tid at sætte en retning, så vi på det her område nu og i fremtiden går mod forudsigelighed, mindre meningsløs visitation og større tryghed for mennesker med handicap og deres familier.

Udgifterne er gennem en årrække steget markant på området. I perioden 2018 til 2022 er udgifterne steget fra 55,2 milliarder kroner til 59,7 milliarder kroner hos kommunerne.

Hvor meget aftalepartierne gerne vil reducere udgifterne med, fremgår dog ikke i aftaleteksten.

Der er dog tale om strukturelle problemer, der skal løses, lyder det.

- Det kommer til udtryk ved, at kommunerne oplever et stigende udgiftspres, mens borgere med handicap oplever, at kvaliteten i indsatserne, retssikkerheden og tilliden til kommunerne er under pres. Der bruges med andre ord flere penge -- uden borgerne oplever en velfærdsforbedring, står der i aftaleteksten.

Sponsoreret indhold