Nyheder17. maj 2023

23-årig mand død i trafikulykke i København

Københavns Politi har onsdag morgen afspærret en strækning på Bellahøjvej
En parkeret bil blev påkørt af en varevogn.
En parkeret bil blev påkørt af en varevogn.
 Foto: Presse-fotos.dk

En 23-årig mand er onsdag morgen død i en trafikulykke på Bellahøjvej i København.

Det skriver Københavns Politi på det sociale medie Twitter.

Ulykken er sket ved, at en varevogn har påkørt en parkeret bil, skriver politiet.

Henrik Svejstrup, som er vagtchef ved Københavns Politi, oplyser, at politiet fik anmeldelsen klokken 07.01 onsdag morgen.

Det er passageren i varevognen, som er afgået ved døden. Hans pårørende er underrettet.

Føreren af bilen er ikke kommet alvorligt til skade. Der har kun været føreren og passageren i bilen ifølge vagtchefen.

Kort før klokken 10 onsdag er vejen stadig spærret i begge retninger. Politiet arbejder på stedet.

Der er også en bilinspektør på stedet, oplyser vagtchefen.

En bilinspektør bliver kaldt ud til alvorlige trafikulykker for at prøve at fastlægge, hvad der er sket.

Afspærringen gælder fra Hvidkildevej og op til krydset ved Frederikssundsvej.

/ritzau/

Sponsoreret indhold