Nyheder30. januar 2024 (opd. 30. januar 2024)

20 danske borgere anmeldes: Har indløst recepter til mere end tre års forbrug af Ozempic

Region Hovedstaden anmelder 20 borgere, som har indløst Ozempic-recepter til mere end tre års forbrug. Forbruget rejser bekymring
Pens for the diabetes drug Ozempic sit on a produktion line to be packaged at Danish drugmaker Novo Nordisk's site in Hillerod, Denmark, September 26, 2023. REUTERS/Tom Little
20 borgere politianmeldes for indløsning af recepter til Ozempic-medicin.
 Foto: Ritzau Scanpix

Region Hovedstaden vil politianmelde 20 borgere, der i 2023 har indløst recepter til mere end tre års forbrug af diabetesmedicinen Ozempic.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse tirsdag.

Desuden er Styrelsen for Patientsikkerhed blevet bedt om undersøge 132 sager, hvor forbruget af medicinen har været så stort, at det vækker opsigt.

Region Sjælland oplyser også i en pressemeddelelse tirsdag, at regionen vil politianmelde tre personer for ligeledes at have indløst Ozempic til mere end tre års forbrug.

Desuden har regionen bedt Styrelsen for Patientsikkerhed undersøge i alt 34 sager.

Region Midtjylland oplyser i en pressemeddelelse, at man har besluttet at politianmelde seks borgere, der har indløst recepter til mere end tre års forbrug af lægemidlet.

Regionen undersøger sideløbende i alt 39 sager, og vil sende dem, der rejser bekymring, videre til Styrelsen for Patientsikkerhed.

De 20 borgere, som Region Hovedstaden vil politianmelde, har ifølge regionen tilsammen modtaget et tilskud til Ozempic for 4.292.842 kroner.

De tre borgere fra Region Sjælland har tilsammen modtaget tilskud for 484.917 kroner, mens de seks borgere fra Region Midtjylland samlet har modtaget 1.017.000 kroner i tilskud til lægemidlet.

Region Hovedstadens beslutningen om politianmeldelsen kommer, efter at regionen har foretaget en grundig analyse af forbruget af diabetesmedicinen i regionen.

Sagen blev behandlet på et møde i Forretningsudvalget i regionen den 23. januar, hvor alle politikerne stod bag bemærkningen:

- Det er dybt uetisk og uforsvarligt, hvis der svindles med medicintilskud og videresælges medicin, der er mangel på, til mennesker, der ikke er syge, lød det ifølge pressemeddelelsen.

Sagerne, der politianmeldes, skal ifølge regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) være med til at understrege, at Ozempic skal bruges til de mennesker, der har diabetes, siger han.

- Hvis der er svindel indblandet, så er det en ridse i lakken i forhold til, at vi i det her land har en samfundskontrakt, som går ud på, at folk der skal have medicin også skal have medicintilskud, hvilket vi allesammen bidrager til.

- Men det kan jo ikke holde, hvis vi ser, at der er slinger i valsen og folk svindler med det, siger Lars Gaardhøj til Ritzau.

Spørgsmål: Hvem bærer ansvaret for, at det har kunnet lade sig gøre for de her borgere at indløse de her store mængder recepter?

- Det er der nok flere svar på, og man kan have sine forskellige gisninger, som det er lige nu.

Det er patienter med type 2-diabetes, der kan få tilskud til Ozempic. Og her skal man som diabetespatient opfylde bestemte krav for at kunne få det offentlige tilskud.

Per patient kan tilskuddet til Ozempic udgøre op til et par tusind kroner om måneden. Medicinen koster op mod 24.000 kroner om året per patient.

Region Syddanmark oplyser tirsdag til Ritzau, at de er i gang med at undersøge, om der har været tilfælde i regionen, hvor borgere har indløst større mængder af Ozempic.

Sponsoreret indhold