17 golden retrievere fundet i dødsbo: Spiste grus for at blive mætte

For nylig blev ikke mindre end 17 golden retrievere fundet i et dødsbo og indleveret til Dyrenes Beskyttelse i Brande.
Det skriver dyrevelfærdsorganisationen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om fire hvalpe og 13 voksne hunde.
Meget tyder på, at hundene gennem længere tid har været overladt til sig selv, siden ejeren af dødsboet gik bort.
Flere af hundene var faretruende tynde.
– Det er en trist sag, hvor hundene har gået lang tid for sig selv, før de blev fundet, hvilket også kunne ses på hundenes tilstand. Da hundene blev opdaget, blev de derfor straks bragt til Brande Internat, hvor vores dyrlæger og personale har taget sig godt af dem, og sørget for at de fik alt den hjælp, de havde brug for, fortæller Yvonne Johansen, Dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.
Da der ikke har været adgang til mad for hundene, har flere af dem spist grus i et desperat forsøg på at fylde maven op. Det kan ses på hundenes tænder.
– Der var heldigvis ingen af hundene, der havde særligt slemme bidskader og vi er meget imponerede over, hvor søde og gode de er. Det er helt klart nogle hunde, der, inden ejeren død, er blevet taget meget fin hånd om, fortæller Yvonne Johansen.
Hundene har nu alle været til dyrlæge, og det ser heldigvis ikke ud til, de har taget varig skade af at gå under de forfærdelige forhold.
Hvis du er interesseret i at adoptere en af hundene, kan du rette direkte henvendelse til Brande Internat på dbbrande@hundeogkattepension.dk.