Nyheder21. december 2021

16-årig knallertbølle sigtet: Råbte luder af politiet

Drengen havde tilsyneladende ikke noget motiv for sit verbale overfald - andet end at hade politiet
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

En 16-årig dreng er blevet sigtet for en række lovovertrædelser, efter at han natten til tirsdag spillede op foran politistationen i Sønderborg.

Her gassede han blandt andet op på sin knallert foran en patruljevogn, rakte politiet langemanden og råbte "fuck dig din lille luder".

Det fortæller vagtchef Bjørn Pedersen ved Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag morgen.

- Han fulgte efter patruljevognen, der standsede et andet køretøj. Her forstyrrede han så meget, at de ikke kunne tale sammen og råbte "luder", hvorefter han stak af.

- Patruljen fik ham så standset lidt længere nede af vejen og sigtede for alt muligt, siger Bjørn Pedersen.

Ifølge vagtchefen er den 16-årige blevet sigtet for forstyrrelse af den offentlige ro og orden, ulovlig placering på vejen, ikke at have lys på sin knallert og ikke at have hjelm på.

Drengen, der var alene, havde, så vidt politiet ved, ikke noget motiv for at forstyrre patruljen.

- Jeg tænker bare, at han hader politiet, siger Bjørn Pedersen.

Sponsoreret indhold