Nyheder19. december 2021

13 kvinder står frem: Flere krænkelser i endnu en TV 2-afdeling

Nu fortæller 13 tidligere medarbejdere om en anden af TV 2’s afdelinger, hvor de måtte arbejde under en stærkt sexistisk kultur – og hvordan de oplevede, at det fik konsekvenser for deres ansættelse, hvis de sagde fra overfor chefen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200227-131800-l-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

På det seneste har vi primært hørt historier og vidnesbyrd fra kvinder, der har arbejdet i TV 2’s nyhedsafdeling, og som op gennem 00'erne oplevede chikane, krænkelser og grænseoverskridende adfærd og kommentarer fra deres mandlige kollegaer og ledere.

Der var Therese Philipsen, der blev presset ned på en briks, der var Louise Degn, der blev tilbudt en trekant med sine to ret så insisterende kollegaer, og så var der den interne musikvideo, hvor en tidligere tv-vært fik kigget lidt på en ”meget lækker røv”.

Nu kan Information berette om yderligere 13 tidligere ansatte, der uafhængigt af hinanden fortæller om sexchikane på mediearbejdspladsen – vel og mærke i en anden afdeling end den der på TV 2 står for nyhederne.

Også de bidrog til advokatundersøgelsen, der blev igangsat på TV 2 sidste efrterår.

Afskediget eller degraderet

Ifølge kvinderne måtte man finde sig i både sexistiske bemærkninger, opfordring til sex og befamling af chefen. Denne chef er ikke længere ansat på kanalen.

Tre af kvinderne – som alle optræder anonymt – har desuden fortalt til Information, hvordan de har oplevet, at det fik konsekvenser for deres ansættelse, hvis de sagde fra overfor den grænseoverskridende chef.

Dette kan ikke dokumenteres, men kvinderne blev enten afskediget eller degraderet, efter de havde sagt fra.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/metoo-sexisme-bag-sk_61a4714f7db73.jpg
 Foto: Discovery Networks Danmark

En række kvinder med tilknytning til TV 2 fortalte i dokumentaren "MeToo: Sexisme bag skærmen" om en omfattende grænseoverskridende kultur på kanalen gennem 20 år. (Foto: Discovery Networks Danmark)

Spurgte til trusser

En af kvinderne fortæller for eksempel, at chefen på en udlandsrejse mødte hende ved en elevator, hvor han ifølge kvinden kørte sine hænder op og ned ad hendes ryg, mens han fortalte hende, at han blev liderlig af at se hende gå rundt.

På samme vis oplevede en anden kvinde blandt andet, at chefen kørte en hånd ned over hendes ryg, og hun siger, at han spurgte, om hun havde trusser på. Hun fortæller, at hun sagde fra over for ham, og at hun få dage efter blev indkaldt til en samtale med en leder, der refererede til chefen. Her fik hun at vide, at hun på grund af omstruktureringer skulle afskediges.

"Uacceptabelt"

Disse 13 yderligere vidnesbryd fra en anden af TV 2’s afdelinger kommer i kølvandet på Discovery-serien ”MeToo: Sexisme bag skærmen”, der over tre afsnit tegnede et billede af en nyhedsredaktion på Kvægtorvet i Odense, hvor sexisme ifølge de tidligere ansatte ”gennemsyrede” arbejdspladsen.

TV2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen kalder de nye udsagn fra kvinderne i Information for ”helt uacceptabel adfærd”.

I mellemtiden svarer den forhenværende chef på TV 2 således, da han bliver forelagt kvindernes anklager:

"TV2 har været igennem en ekstrem grundig advokatundersøgelse, hvor alle nuværende og tidligere medarbejdere har haft mulighed for at få behandlet sager om krænkelser og upassende adfærd. Jeg må ikke udtale mig om konkrete sager, men jeg har aldrig nogensinde misbrugt min position som leder over for kvinder eller ansatte under min direkte eller indirekte ledelse. Jeg har aldrig bedt andre ledere fyre kvinder, alene fordi jeg ønskede det."

Desuden skriver han videre i sit svar, at det har været fremme, at "der i årenes løb har været arrangementer på TV 2, hvor tonen generelt har været for bramfri".

"Jeg vil ikke afvise, at jeg i lighed med andre på TV 2 har været en del af dette. Jeg vil imidlertid klart afvise, at jeg har udvist den opførsel eller adfærd, som beskrives, men jeg bliver naturligvis berørt over kvindernes udsagn. Jeg ville ønske, at de havde indberettet deres oplevelser til advokaten, så begge parters synspunkter kunne være blevet belyst, behandlet og afgjort i et professionelt rum."

Læs de 13 kvinders fortællinger her.

Sponsoreret indhold