Nyheder13. april 2023

13-årig piges tegning sender far i straffelejr

En antikrigstegning har sendt en russisk mand to år i straffelejr
En russisk mand er blevet udleveret fra Belarus til Rusland.
En russisk mand er blevet udleveret fra Belarus til Rusland.
 Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

En russisk mand er blevet udleveret fra Belarus til Rusland, hvor han skal i straffelejr på grund af en tegning, hans datter lavede i skolen.

Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Ifølge Reuters har en unavngiven belarusisk embedsmand fortalt det statsejede russiske nyhedsbureau RIA om udleveringen.

Den i dag 13-årige pige Maria lavede sidste år en tegning i en billedkunsttime. Tegningen viste russiske missiler, der flyver mod Ukraine. På tegningen var ordene "Længe leve Ukraine" og "Nej til Putin, nej til krig".

Hendes far, Aleksej Moskaljov, blev anholdt for – via tegningen – at have vanæret de russiske styrker. Rusland har i forbindelse med krigen i Ukraine indført strenge straffe for at vanære landets væbnede styrker.

I begyndelsen af marts blev han placeret i husarrest. Senere forsøgte han at flygte, men sidst i marts blev han anholdt i Belarus' hovedstad, Minsk.

Ifølge AP blev medlemmer af en menneskerettighedsgruppe onsdag fortalt, at manden er blevet udleveret til Rusland.

Aleksej Moskaljov er in absentia blevet idømt to års ophold i straffelejr.

Sponsoreret indhold