Nyheder2. september 2023

10-13-årig dreng i kritisk tilstand: Forældrene efterlyses

Politiet efterlyser forældrene til en dreng, der lige nu er i kritisk tilstand. Bilister skal finde alternative ruter, lyder det fra politiet

Der er sket et færdselsuheld på Bredgade i Malling her lørdag ved 16-tiden.

Østjyllands Politi har flere patruljer på stedet, og de skriver på det sociale medie X – tidligere kaldet Twitter – at der er tale om et alvorligt uheld.

Vejen er derfor spærret af, så bilister skal finde en anden rute omkring ulykkesstedet.

– En dreng på 10 til 13 år er blevet ramt af en bil, da han af uvisse kørte ud på vejbanen. Han er kørt med politieskorte til hospitalet i Skejby, hvor han befinder sig lige nu. Han er i kritisk tilstand og bevidstløs, og vi ved ikke, hvem han er, siger vagtchef René Ludvig til TV2 Østjylland.

– Vi ved derfor heller ikke, hvem forældrene er, så vi vil meget gerne høre fra folk, der mener at vide, hvem drengen kan være.

Han kørte på en sort drengecykel i bmx-stil og af mærket Kildemoes med en meget karakteristisk rød forgaffel og røde stafferinger omkring sadlen og styret. Vagtchefen påpeger, at det er politiets skøn, at drengen er 10-13 år. Han kan godt være både ældre og yngre.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Sponsoreret indhold