Nyheder23. august 2021
Styrelsen for Patientsikkerhed i kæmpe bommert: Sendte 8000 CPR-numre ud ved en fejl
Der er tale om en dybt beklagelig menneskelig fejl, oplyser styrelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
En fejl i Styrelsen for Patientsikkerhed er skyld i, at 8000 borgere har fået delt deres CPR-numre.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Listen med CPR-numre er blevet sendt ud til i alt 123 personer. Den indeholder hverken navne, adresser eller andre oplysninger.
Personerne, der har modtaget listen, er alle blevet informeret i deres e-Boks, og sikkerhedsbruddet er meldt til Datatilsynet.
- Der er tale om en dybt beklagelig og menneskelig fejl, som vi ser med stor alvor på.
- Vi beklager meget over for alle de berørte, som vil blive underrettet direkte, lyder det fra Birgitte Drewes, der er vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.