Efter brand: Advarer om giftig røg

Opdateret klokken 11.34: Branden er under kontrol og udvikler ikke længere sundhedsskadelig røg, oplyser politiet til TV 2.
Torsdag formiddag er der udbrudt brand i virksomheden Amnicon på Stødagervej i Sønderborg.
Branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding.
Derfor advarer Syd- og Sønderjyllands Politi nu borgerne om den giftige røg i en beredskabsmeddelelse.
"Beboere nær brand i Sønderborg skal holde sig væk fra røgfanen og skal gå inden døre, lukke døre og vinduer," lyder det i meddelelsen.
Advarslen vedrører Omfartsvejen, Ellegårdsvej, Damgade, Stødagervej og Kærvej i industriområdet omkring branden.
Hvis man kommer til at indånde den giftige røg, skal man søge læge.
Politiet opfordrer til, at man viderebringer beskeden til sine medborgere hvis muligt.