Kendte16. juni 2021

Christian Eriksen hepper fra sygesengen: Vil se kampen i sin trøje

Landsholdstræner Kasper Hjulmand fortæller, at den 29-årige fodboldstjerne bakker holdet op fra sin seng på Rigshospitalet, knap 800 meter fra Parken
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/eriksen_1.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Mens han roligt men sikkert er i bedring efter sit voldsomme kollaps under EM-kampen mod Finland lørdag, er der overskud nok hos Christian Eriksen til også at kunne sende god energi til sine kammerater på banen.

Det fortæller landsholdstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde onsdag eftermiddag.

Når de danske drenge endnu engang løber på banen og denne gang tørner sammen med Belgien om halvandet døgn, ser den indlagte midtbanespiller med.

- Hospitalet er lige ved siden af, og Christian kan se Parken derfra. Det er en speciel situation for Christian. Jeg er sikker på, han vil se kampen i sin trøje, fortæller træneren.

Rejser sig for Eriksen

25.000 tilskuere vil være til stede, og mon ikke også det kommer til at gå lige i følelserne, når danskere ti minutter inde i kampen opfordres til at rejse sig og sende klapsalver afsted mod landsholdsspilleren på Riget.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/20210615-143825-l-1920x1277we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Siden lørdag har en rørt Kasper Hjulmand jævnligt talt med pressen om landsholdets træning op til kampen torsdag - samt deres bearbejdelse af chokket efter Eriksens hjertestop. (Foto: Ritzau Scanpix)

Kasper Hjulmand fortæller desuden onsdag eftermiddag, at både han og spillerne er godt rustede til at møde belgierne i Danmarks anden EM-kamp.

- Vi er klar til at give den én over nakken i morgen. Vi tænker selvfølgelig stadig på Christian. Vi vil spille for Christian, men også for vores identitet, dem vi er og hele Danmark.

Så sin familie

På flere pressemøder, afholdt efter den voldsomme episode lørdag aften, har både landstræner og enkelte spillere sat ord på chokket i Parken – og den efterfølgende kamp for at komme ovenpå igen.

Flere af spillerne fik efter Eriksens uhyggelige kollaps mulighed for at se deres familier – dette til trods for, at den salgs oprindeligt var begrænset på grund af corona.

- Jeg fik selv en mulighed for at se min kone og mine børn ganske kort. Og det var rigtig vigtigt for mig. Det havde jeg brug for, lyder det fra Hjulmand, som ikke vil nævne, hvem af spillerne, der ellers besluttede sig for at se de nærmeste.

Kampen mellem Danmark og Belgien finder sted torsdag klokken 18.00.

Sponsoreret indhold