Pollental er eksploderet

Snue, nys og øjne, der løber i vand. Pollensæsonen er i gang, og de seneste dage er pollentallene eksploderet.
Så det er hårde tider for pollenallergikere. Ifølge Dagens Pollental er der i øjeblikket et tårnhøjt varsel for birk.
Tallet for birk ligger fredag på 720 i øst, og det er steget kraftigt de seneste dage. I vest ligger det på 74.
Når tallet er over 100 er det meget højt.
Ifølge TV2 Vejret er forklaringen, at de varme forårsdage i starten af ugen har været med til at kickstarte pollensæsonen for birk.
Den kraftige blæst onsdag og torsdag har efterfølgende spredt birkepollen ud i luften på kort tid.
Det ser ud til, at plagen for allergikere fortsætter de næste dage, men tallet må ventes at falde, når vinden lægger sig fra fredag og ind i weekenden.