15-årig dømt: Tævede og truede 14-årig i TikTok-video
Selvom det sociale medie TikTok bedst er kendt for dansevideoer, findes der også brugere, der uploader uhyggelige og mere dystre videoer på deres profiler.
I sidste måned postede en 15-årig dreng fra Albertslund en video, hvor han slår og truer en 14-årig dreng, hvilket fik Københavns Vestegns Politi til at gå ind i sagen.
Det skriver bt.dk.
Her knap en måned senere, er den 15-årige blevet idømt 10 måneders betinget fængsel for vold, trusler og røveri begået 28. juni 2020.
Den 15-årige havde en medgerningsmand på 14 år. Men fordi medgerningsmanden er under den kriminelle lavalder, bliver hans sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Politiet bekræfter overfor bt.dk, at sagen stadig er under efterforskning, selvom gerningsmanden er blevet dømt.
- Københavns Vestegns Politi er i gang med at undersøge, hvordan videoen er kommet ud på TikTok, siger kommunikationsansvarlig Claus Buhr.
Politiet arbejder på at få videoen fjernet fra TikTok.