Mette Frederiksen med ny udmelding om genåbning
”Det går den rigtige vej”. Sådan lyder nogle af ordene fra landets statsminister Mette Frederiksen (S) i et opslag på Instagram lørdag.
Danskerne higer efter at komme ud. Og forretninger, restauranter, frisører og andre virksomheder ønsker i den grad at åbne op igen.
Og trods de kolde temperaturer er det alligevel lykkes for danskerne at holde smitten med det dødelige coronavirus nede og under kontrol:
- Danmark har - igen! – banket smitten ned. Til trods for vinter og koldt vejr, til trods for træthed, til trods for alle de omkostninger, som nedlukningen har og ikke mindst: til trods for den britiske mutation, der er langt mere smitsom, så er vi igen lykkedes med at holde epidemien under kontrol, lyder en del af ordene i opslaget fra Mette Frederiksen.
Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget …
Og landets statsminister forsøger da også at sende en bunke optimisme ud i det ganske land:
- Det går den rigtige vej. Jeg er forhåbningsfuld i forhold til, at vi indenfor de næste uger kan tage det næste skridt i en gradvis udfasning af restriktionerne. Men det skal ske forsigtigt og forsvarligt. Så vi ikke sætter alt det over styr, vi nu har kæmpet så hårdt for at opnå, skriver statsministeren, der desuden løfter sløret for, at myndighederne på nuværende tidspunkt er i gang med diverse beregninger, der blandt andet skal give større klarhed over, hvornår en genåbning kan finde sted.