Vores datter er psykisk syg: Det handler om at overleve

Af Signe Fage Jensen

- Der var blod overalt, fortæller Marianne Sørensen.

Hendes datter Julie havde med vilje skåret i sig selv. Det var ikke første gang. Julie er psykisk syg, og Marianne fortæller, at hun gør det, fordi det kan være befriende for hende at mærke en fysisk smerte i stedet for den psykiske.

– Det er så hårdt at se ens barn have det sådan. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men jeg ved af erfaring, at det, Julie fejler, overstiger, hvad en mor kan løse, siger Marianne Sørensen fra København.

Hun og ægtemanden Tommy sidder i sofaen i deres hjem i København med hunden Camille imellem sig. Det er to år siden, deres datter, 22-årige Julie, sidst boede hjemme. I stedet har hun været indlagt i tre et halvt år med få udskrivelser, og nu bor hun på et bosted, hvor personalet er bedre rustet til at passe på Julie.

Skrøbeligt barn

Telefonen er altid lige i nærheden af både Tommy og Marianne, hvis nu Julie ringer.

– Det kan være alt, fra at hun bare vil snakke om vind og vejr, til at hun fortæller, at hun ikke vil leve mere, fortæller Tommy og fortsætter:

– Til at begynde med blev jeg vildt bange, når hun sagde sådan til mig, men nu er det blevet normaliseret for mig. Det er bare blevet til endnu et af de opkald.

Julie har altid været et skrøbeligt barn, som Marianne siger. Som helt lille var hun tit syg, og det gjorde, at familien tidligt var ekstra påpasselige med at beskytte hende.

– Fordi jeg hele tiden passede på hende, blev vi utroligt tætte. Nu, når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, vi var for tætte, fortæller Marianne. – Det var ikke sundt.

Hører stemmer

Som Julie blev ældre, begyndte hun at få raseriudbrud. Hun kom til psykolog og fik diagnosen Asperger, der er en form for autisme. Da Julie blev ældre, fik hun også diagnoserne ocd (tvangstanker) og angst.

Der var dog én ting, der holdt hende oppe. Hun dansede som en drøm. Så mange weekender pakkede Tommy og Marianne bilen og kørte rundt i Danmark, så Julie kunne optræde til dansekonkurrencer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Marianne og Tommy Sørensen. Foto: Søren Lamberth

Men Julies liv er ikke en dans på roser. I teenageårene blev problemerne større, og Marianne og Tommys bekymringer voksede. Julie begyndte at høre stemmer, hun blev selvskadende, og hun fortalte sine forældre, at hun ikke havde lyst til at leve mere.

– Jeg gik i panik, da hun sagde det første gang, fortæller Marianne.

Efter det prøvede familien forskellige tilbud. Julie kom til både psykolog og psykiater. Men det endte med, at de var nødt til at tage med Julie på psykiatrisk skadestue, hvorefter hun blev indlagt.

– Det var så forfærdeligt at skulle lukke min datter inde på den måde, fortæller Tommy.

– Vi følte, at vi som forældre svigtede hende, men det var det eneste rigtige. Det her var ikke noget, vi selv kunne hjælpe hende med. Man kan ikke bare putte et plaster på, tilføjer Marianne.

Lukket afdeling

Det blev første gang ud af mange, at Marianne og Tommy måtte aflevere deres datter til psykiatrien. Og selv om det er sket mange gange, blev det ikke nemmere. Marianne og Tommy brugte næsten alle deres frie timer på at være hos Julie. Alligevel fik hun det værre, og efter at have været indlagt i syv måneder på den åbne afdeling blev Julie flyttet over på den lukkede afdeling.

– Det var en slags falliterklæring for os, fortæller Tommy.

Julie var indlagt i 18 måneder, og hun fik det stadig værre. Hun forsøgte selvmord mange gange og påførte sig selv skade så tit, at bæltefiksering på et tidspunkt blev normalt for hende.

Mens Julie kæmpede med sine dæmoner, gik Tommy og Marianne mere og mere ind i sig selv. Deres hverdag blev anderledes og handlede mest om bare at overleve.

Nogen, der forstår

En stor lettelse kom, da Marianne og Tommy kom ind i en pårørendegruppe, hvor de mødte andre i samme situation. For første gang i lang tid var der nogen, der forstod, hvad de gik igennem, og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved de følelser, de sagde højt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Marianne Sørensen er mor til en datter, der kæmper med psykiske lidelser. Foto: Søren Lamberth

– Når man går og har det så dårligt som vi, orker man ikke andre folks småproblemer, fortæller Tommy og fortsætter:

– Det kan lyde groft, men når en, jeg kender, snakker om, at deres største problem er, deres barn fik dårlige karakterer i et fag, sidder jeg og tænker ”I skulle bare vide, hvad det vil sige at have et barn, der ikke har lyst til at leve mere.”

Stress og søvnmangel

Selv om pårørendegruppen var en befrielse, har de mange år i alarmberedskab krævet sin pris. Begge forældre oplever stresslignende symptomer. De sover dårligt, og Marianne mærker, at hun er blevet skrøbelig.

– Jeg blev sygemeldt fra job, og jeg er begyndt at tage medicin for at kunne hænge sammen. Jeg føler mig somme tider gennemsigtig. Jeg er ikke den, jeg plejede at være. Du har det heller ikke godt, siger Marianne og puffer til Tommy.

Tommy kigger ned i sine hænder og tager en dyb indånding.

– Det handler nok mest om at overleve lige nu. Når det kommer til alt det her, har jeg mistet den optimisme, jeg før havde så megen af. Håbet er der stadig, men troen er svækket, siger han.

Bedre parforhold

Der er dog lyspunkter i mørket. Lige nu har Julie det godt, hun har ikke været indlagt siden i sommer. Derudover har Marianne to sønner fra et tidligere forhold, der begge har fået børn. Både sønnerne, de to børnebørn, samt et nyt skud på stammen, der kommer lige om lidt, er noget, der giver energi.

En anden glædelig ting er Marianne og Tommys parforhold, der er blevet bedre end nogen sinde.

– Før i tiden kunne vi gå og skændes over alle mulige småting, fortæller Tommy.

– Men vi har fundet ud af, at der er vigtigere ting i livet. Vi har fundet ind til hinanden igen, fordi vi stod og var os to, der skulle kæmpe den her kamp sammen.

I aften vises TV 2-dokumentaren "De pårørende". Du kan se den klokken 22.25 eller på TV 2 Play.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Ude & Hjemme.