Krimi3. december 2020
Voldsom eksplosion i varehus: Flere tilskadekomne
Et varehus i England er eksploderet og har forårsaget flere tilskadekomne
Foto: Ben Birchall/PA Images/Ritzau Scanpix
Flere personer er tilskadekomne efter en eksplosion i et varehus i byen Avenmouth nær Bristol i det sydvestlige England.
Det skriver Sky News.
Det engelske brandvæsen bekræfter, at der har været en stor eksplosion.
- Vi kan bekræfte, der er flere tilskadekomne på stedet, lyder det fra Avon Fire and Rescue ifølge Sky News.
En helikopter og adskillige politi- og brandfolk er til stede i området.
- Betjente er fortsat til stede og bliver der formentlig i noget tid, mens vi arbejder med andre redningsfolk under denne store ulykke, siger chefpolitiinspektør Mark Runacres til Sky News.
- Undersøgelserne er stadig på et meget tidligt stadie, og vi fortsætter med dem, siger han.