Ny lov: Arbejdsgivere kan nu tvinge ansatte til coronatest
Et flertal i Folketinget stemte torsdag for et hastelosforslag, der gør det muligt for arbejdsgivere at tvinge ansatte til at få foretaget en coronatest, og herefter oplyse om testsvaret.
Det oplyser beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse. (link fjernet)
Loven, som trådte i kraft fredag, har til hensigt at begrænse spredningen af smitte, samt holde gang i de hårdt prøvede danske virksomheder.
Arbejdsmarkedets parter har bakket op om den nye hastelov.
Ekstraordinær situation
For at arbejdsgivere skal kunne kræve at den ansatte foretager en test, skal der foreligge en saglig begrundelse, lyder det i pressemeddelelsen fra beskæftigelsesministeriet.
- Jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til dette lovforslag, som også arbejdsmarkedets parter støtter. Vi står i en helt ekstraordinær situation, og det er nødvendigt at give arbejdsgiverne et redskab til at få nedsat risikoen for spredning af corona både blandt danske ansatte og ikke mindst udenlandsk arbejdskraft, lyder det fra Peter Hummelgaard (S) i en kommentar.
Vidtgående hastelov
Dog er det med forbehold i form af denne såkaldte ”saglige begrundelse”.
- Men jeg vil gerne understrege, at arbejdsgiverne ikke får carte blanche til at tvinge ansatte til at tage en coronatest.
- Der skal altid være en saglig begrundelse, og det drejer sig udelukkende om test af covid-19.

Testen skal så vidt muligt foregå i arbejdstiden, men den ansatte kan godt omvendt kræve, at det bliver foretaget uden for arbejdspladsen (Foto: Ritzau Scanpix)
Fra regeringens side anerkendes det, at den nye lov er vidtgående, og af samme grund er der sat udløbsdato på. Loven gælder således frem til den 1. juli næste år.
Foretages på arbejdet
Testen skal så vidt muligt foretages i den ansattes sædvanlige arbejdstid, og hvis muligt vil den ansatte blive økonomisk kompenseret for den tid, der bruges på en test.
Den skal desuden foregå på betryggende vis, og i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer.
Testen skal gennemføres på betryggende vis og i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer for test.
På den måde kan den ansatte ikke pålægges at blive testet af en kollega, der ikke har de rette forudsætninger for at udføre testen. Den ansatte kan omvendt sige nej til at blive testet af en kollega på arbejdspladsen, og i stedet få foretaget testen uden for arbejdspladsen.