Kendte14. november 2020

Max røg ud af "Den store bagedyst": Nåede ikke toppen

Max Hoffman-Dose fra Hørsholm måtte forlade bageteltet lige inden semi-finalen

Det franske tema blev for meget for 32-årige Max, som har tyske aner, og i aftenens afsnit måtte han pakke sit bagegrej sammen og forlade DR's populære bagebrag lige inden semi-finalen.

I vol-au-vent-udfordringen var Max den eneste, der bagte butterdejen med hele 768 lag.

- Det var lidt en fornemmelse at gå ud af en matematikeksamen og være den eneste, der har et helt andet svar, forklarer amatørbageren om situationen og tilføjer:

- Og det kan jo både være godt og skidt.

Max var den første i sæsonen til at snuppe mesterbagerforklædet, og derfor ærgrer han sig også over, at han røg ud lige inden semi-finalen.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dr-0556205.jpg
 Foto: DR

Tingene spillede ikke for Max i aftenens afsnit af "Den store bagedyst", og derfor sendte dommerne ham hjem. Foto: DR

- Det er surt at ryge ud uanset hvornår, man gør det. Men det var lidt en fornemmelse af, at man er i gang med at bestige et bjerg, og så bliver man bedt om at vende om lige inden, man har nået toppen, beskriver han.

I aftenens afsnit snuppede Mads mesterbagerforklædet for fjerde gang i træk, men Max fortæller, at det faktisk ikke var demotiverende for ham og de andre deltagere:

- Vi har jo set, at han er til at slå. Det er trods alt først i program fire, han får mesterbagerforklædet. Så vi ved godt, det sagtens kan lykkes.

Trods bagedyst-exit så har Max bestemt ikke mistet lysten til at bage:

- Dagen efter, jeg kom hjem fra "Bagedysten", der skulle jeg lige pakke ud, og dagen efter bagte jeg vol-a-vent. Og så har jeg sådan set bare bagt videre lige siden, siger han med et grin.

Sponsoreret indhold