Efter shitstorm: Mads Aagaard fyret

Mads Aagaard blev i forrige uge sendt hjem, efter anklager om, at han havde udsat en lang række personer for grov chikane, krænkelser og truende adfærd.
Nu er den tidligere "Shitstorm"-vært blevet afskediget. Det skriver DR Nyheder.
Snebolden begyndte at rulle, da flere personer forrige søndag stod frem i Berlingske og fortalte om Mads Aagaard, der stod bag en række seksuelle krænkelser.
Det er på baggrund af disse afsløringer, at DR nu tager den endelige konsekvens:
- P1-vært Mads Aagaard Danielsen er nu – efter først hjemsendelse, undersøgelse og siden obligatorisk høringsperiode på to uger – afskediget på baggrund af manglende tillid til ham og hans varetagelse af opgaven som vært og programmedarbejder i DR, lyder det i en intern orientering sendt ud i DR, og som bringes af DR Nyheder.
I en artikel i Berlingske forrige søndag stod 12 personer frem med deres chokerende beretninger om DR-værten. Otte stod frem med navn, og tidligere praktikant Maria Dønvang beskrev blandt andet:
- Jeg kan huske fire helt konkrete ting fra det. At han skubber mig derind og låser døren, at jeg siger 'du stikker ikke din klamme pik op i mig' – det gør han ikke. Han stikker sine fingre op i mig, fortalte hun til avisen.
I den forbindelse kom Mads Aagaard med følgende udmelding til Berlingske:
- Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger, før de blev fremlagt for mig på een gang. Den næste tid vil jeg søge hjælp hos professionelle og mine nærmeste, lød det i en SMS fra Mads Aagaard.