Vild biljagt endte i uheld

En patrulje, der kom kørende ad Hammelvej ved Hadsten tirsdag klokken 23.22, slog øjnene op, da de så en motorcykel komme kørende i modsatte bane i meget høj fart.
Betjentene valgte at vende vogne og eftersætte motorcyklisten, men det fik fartdjævlen til at vride gashåndtaget.
I en rundkørsel ved Vester Ringvej slap motorcyklisten fra ordensmagten, men kun for en stund - han stødte på patruljevognen igen på Skanderborgvej, og så kunne jagten fortsætte.
Motorcyklisten mistede dog herredømmet over køretøjet på en skovvej i nærheden af Sandbyvej, hvor han væltede.
Bentjentene fik fat i føreren, som de kunne konstatere var en 29-årig mand.
Han var både påvirket, manglede kørekort og så var han også eftersøgt til fogedretten. Samtidig passede motorcyklens nummerplader ikke - de tilhørte faktisk en traktor.
Den 29-årig mand er sigtet for narkokørsel, for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for manglende registrering og forsikring af motorcykel og for narkobesiddelse, da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.