"Disney Sjov" i fare

Siden 1991 har "Disney Sjov" på DR været en fast følgesvend til fredagsslikket, men det kan måske meget vel være forbi.
Streamingtjenesten Disney+ har nemlig gjort sit indtog i Danmark, og det skaber uvished omkring skæbnen for "Disney Sjov", men også juleklassikeren "Disneys Juleshow", på DR.
- Vi har kontrakt med Disney året ud. Den bliver altid genforhandlet i slutningen af året, det er helt normalt. Og der er vi ikke nået til endnu, lyder det fra DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, til B.T.
I dag meldte DR også en række nye tiltage ud på børneområdet: Det statfinansierede mediehus lancerer blandt andet Minisjang til de børn mellem et og tre år, ligesom Kaj og Andrea vender tilbage i forbindelse med deres 50 års fødselsdag.
"Disney Sjov" har blandt meget andet budt på tegnefilmsklassikerne "Bubbi Bjørnene", "Luftens Helte" og "Darkwing Duck".