Krimi1. september 2020

Mand dømt for at dræbe ekskone med kniv og hammer foran Aldi

En 53-årig mand er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på sin ekskone
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/85995-564814.jpg
 Foto: Local Eyes

I februar blev en 54-årig kvinde fundet brutalt dræbt foran Aldi på Grundvigs Plads i Sønderborg.

Nu er kvindens eksmand blevet ved Retten i Sønderborg kendt skyldig og idømt 12 års fængsel for den brutale blodrus.

Det skriver Ritzau.

Ifølge tiltalen, som den 53-årige mand nu er dømt for, stak han hende flere gange i brystet med en kniv. Han skar hende i halsen med en kniv, ligesom han til sidst slog hende flere gange i hovedet med en hammer.

- Han erkendte egentlig at have slået hende ihjel, og han modtog dommen, oplyser anklager Rikke Brændgaard Nielsen til nyhedsbureauet.

Retten lagde vægt på, at drabet på den ene side var planlagt på forhånd og også udført med stor voldsomhed. Men der på den anden side også blev lagt vægt på, at han havde tilstået drabet og var blevet på gerningsstedet.

Anklageren i sagen fortalte ifølge Ritzau i retten, at eksmanden dagen før drabet havde lejet en bil, så kvinden ikke skulle genkende bilen.

Han købte også på dagen en hammer i Jem & Fix og medbragte en kniv fra sin køkkenskuffe.

Ifølge JydskeVestkysten havde parret fem fælles børn.

Sponsoreret indhold