Kendte22. august 2020

Fik prop i øret efter svømmetur: Tre dage senere kravlede en LEVENDE edderkop ud af hendes øre

En britisk kvinde fik sig noget af et chok, da hun efter en svømmetur døjede med en prop i det ene øre
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/00569590-1920x1920we.jpg
 Foto: Karl Van Ginderdeuren/Minden/Ritzau Scanpix

En forfriskende svømmetur endte med at blive lidt af et mareridt for britiske Ros Wynne-Jones.

Den britiske journalist, der skriver klummer for Mirror, var på ferie i Devon i Storbritannien og ville sidste mandag fejre sin fødselsdag med en svømmetur i en sø.

Efterfølgende oplevede hun, at hun havde en prop i øret, som hun ikke kunne komme af med, og hun følte sig meget svimmel - sidstnævnte tilskrev hun dog, at hun havde fejret sin fødselsdag med lidt rigeligt rom aftenen før.

Men tre dage senere døjede hun stadig med proppen i øret, og svimmelheden og smerten i øret tog til.

Under en køretur i et bakket landskab ændredes trykket i hendes øre, og pludselig kunne hun høre en mystisk kradselyd.

Artiklen fortsætter under tweetet

Smerten tog til, og hun måtte bede føreren stoppe bilen, så hun kunne stige ud og få noget frisk luft.

Hun kunne mærke noget krible i øret.

Først troede hun, at det var ørevoks. Men nej, det havde ben og kriblede. Det var en edderkop!

- Ikke en lille edderkop, men en medium, fuldvoksen edderkop, beskriver hun på sin Twitter.

I tre dage havde det lille, otte-benede kryb taget ophold i hendes øre, og det var det, der havde forårsaget smerten i hendes øre.

Men til trods for, at "trykket var lettet" oplevede Ros Wynne-Jones stadig, at hun var svimmel.

Derfor blev hun sendt på skadestuen for at blive tjekket for "ben og æg" i øret.

Heldigvis fandt de ikke nogen efterladenskaber fra edderkoppen. Lægerne konstaterede, at hun havde fået en infektion i øret, og hun skal nu dryppe antibiotika-dråber i øret.

Efterfølgende har journalisten googlet sig frem til, at det var en britisk vand-edderkop, der havde hygget sig tre dage i hendes øre. Edderkoppen lever i ferskvand og er at finde i søer og vandløb året rundt.

Sponsoreret indhold