Krimi11. august 2020

Ingen puttefest: Politiet indfører opholdsforbud i Dyrehaven

Der vil fredag blive indført tidsbegrænset opholdsforbud i Dyrehaven nord for København, så gymnasieelever ikke kan samles og feste
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190816-205239-l-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

En stærk tradition for unge sjællandske gymnasieelever – den såkaldte "puttefest" - vil i år ikke blive afholdt.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

For at undgå yderligere spredning af coronasmitte, vil politiet nemlig indføre et forbud, der gælder fredag fra klokken 14 til 24.

- Vores vurdering baseret på tidligere års erfaringer er imidlertid, at skulle bare en mindre del af sidste års antal deltagere tage til fest i Dyrehaven i år, vil det skabe en for stor risiko for spredning af coronavirus, og derfor har vi fundet det nødvendigt med et tidsbegrænset opholdsforbud, lyder det fra politidirektør i Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow.

Sidste år, da puttefesten traditionen tro blev afholdt i Ulvedalene i Dyrehaven ved Klampenborg, var det politiets vurdering at mellem 7000 og 8000 unge mennesker mødte op.

Og det er ikke forsvarligt i år.

Bødeblokken klar

Politidirektøren er sikker på, at de unge er udmærket klar over, at det er uklogt at samles så mange mennesker for tiden.

- Derfor havde mange af dem sikkert ikke tænkt sig at møde op i Dyrehaven på fredag, siger han.

Politiet vil for en sikkerheds skyld være til stede ved indgangene i området, for at vejlede besøgende i alle aldre om, at der er opholdsforbud.

I pressemeddelelsen oplyses det desuden, at politiet vil være til stede inde i selve haven, og at de har bødeblokken med, selvom de helst ser, at den bliver i lommen.

En overtrædelse af opholdsforbuddet kan straffes med en bøde på 2.500 kroner.

Dog må man bevæge sig i området, hvis der er tale om almindelig færden, for eksempel en gåtur igennem det berørte område for at komme fra A til B.

Sponsoreret indhold