Sundhedsstyrelsen ændrer retningslinjer

Sundhedsstyrelsen har ændret sine anbefalinger i forhold til, hvordan man undgår at blive smittet med coronavirus. I den forbindelse anbefaler styrelsen nu, at man bærer mundbind i "helt særlige situationer".
De opdaterede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen er blevet offentliggjort torsdag.
- Mundbind kan bruges til at beskytte andre i nogle særlige situationer, hvor de andre redskaber til at forebygge smitte ikke rækker, siger konstitueret vicedirektør Helene Probst i en pressemeddelelse.
- Vores væsentligste anbefaling er, at hvis man er smittet eller kunne være smittet med covid-19, så skal man isolere sig. Når man skal til sygehuset for at blive testet, kan man ikke holde sin isolation imens. Derfor anbefaler vi, at man i den situation tager mundbind på.
Desuden anbefales det, at man bærer ansigtsmaske, hvis man bevæger sig gennem eksempelvis lufthavnen især efter at have rejst til højrisikoområder i udlandet, eller hvis det ikke er muligt at holde korrekt afstand til andre.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at man anskaffer sig mundbind, som man kan tage i brug, hvis en særlig situation skulle opstå.