Skuespiller får amputeret højre ben pga. coronavirus

I sidste uge kom det frem, at den amerikanske skuespiller Nick Cordero kæmpede for sit liv, efter han var blevet smittet med coronavirus.
Nu er der så forfærdeligt nyt om den 41-årige Broadway-skuespiller. Det skriver det amerikanske ugeblad People.
Den prisvindende skuespiller har været indlagt på intensiv i 18 dage, og hans hustru Amanda Kloots fortæller på sin Instagram story, at hendes mand har gennemgået en stor operation som følge af komplikationerne af coronavirus.
Artiklen fortsætter under billedet.

Nick Cordero med sin hustru Amanda Kloots. Foto: MEGA
Lægerne har givet Cordero blodfortyndende medicin, fordi blodpropper stopper for blodforsyningen til at hans højre ben. Men medicinen virker ikke, og derfor må mere drastiske metoder tages i brug: Hans ben skal amputeres.
- Jeg har lige fået et opkald fra kirurgen, han er kommet gennem operationen, hvilket er ret stort, for hans krop er ret svag, fortæller hustruen på sin Instagram story.
- Nu skal han forhåbentlig slappe af og komme sig, godt nyt, tilføjer hun.
Kloots, som har en 10 måneder gammel søn med Cordero, har også tidligere fortalt, at hendes mand i al hast blev opereret, fordi han havde en slem infektion i lungerne.
Han mistede bevidstheden, hans hjerte stoppede med at slå, og han måtte genoplives.