Fabrikker lægger genial plan: Laver håndsprit i stedet for snaps og juice

En bornholmsk snapseproducent og en juicefabrik i Nakskov kommer nu det resterende coronaramte Danmark til undsætning.
For mens salget af for eksempel snaps tilsyneladende er dalene i disse karantæne-tider (hvem skulle have troet?), så er der i dén grad mangel på desinficerende gelé.
Både på hylderne i supermarkeder og apoteker, men nok så alvorligt i sundhedssektoren. Her er hospitaler rundt omkring i Danmark nemlig i overhængende fare for at løbe tør for værnemidler - herunder håndsprit.
Derfor har flere firmaer, som normalt slet ikke forhandler hygiejne- eller værnemidler, kastet sig ud i en omlægning af produktionen.
Det gælder både Snaps Bornholm, der som navnet antyder, producerer økologisk snaps. Gennem samarbejde med Bornholms Spritfabrik skal de nu for en periode producere økologisk håndsprit.
Snaps Bornholm tager 125 kr. for 450 ml. ren økologisk håndsprit.
Samtidig har en juicefabrik i Nakskov på Lolland besluttet sig for at standse fremstilling af drikkevarer i den kommende uge, og ligesom hos bornholmerne vil der i stedet trille flasker med håndsprit rundt på samlebåndene.
- I stedet kan vi nu meddele at vi, i samarbejde med Axson Clean Solutions A/S, starter produktion op af håndsprit på vores tappeanlæg. Det er lige nu vigtigere end juice, fortæller Allan Feldt, direktør på juicefabrikken SeiMei til TV2 Øst.
Arbejder non stop
Lægemiddelstyrelsen opfordrede søndag alle til at spare på masker, sprit og åndedrætsværn.
- Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder non stop alle ugens dage på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen, udtalte Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.
Udover problemer med at få fremstilling til at følge med behovet for beskyttelse på hospitalerne, så oplever flere politikredse rundt omkring, at håndsprit og masker bliver stjålet fra hospitalsafdelinger.
Senest har Østjyllands Politi efterlyst en mand, der søndag aften truede personalet på Aarhus Universitetshospital med kniv i forbindelse med et tyveri af i alt 27 flasker håndsprit.