Sydkorea har bremset smitten - her er, hvad de gør anderledes end i Danmark

Sydkorea, der har ligget i top fem over de hårdest ramte lande, har formået at flade sin coronavirus-kurve ud.
Ifølge Jyllands-Posten skriver Washington Post, at der den 3. marts blev rapporteret om 851 nye smittede, mens der den 15. marts kun blev meldt om 74 nye smittede.
Den faldende kurve skyldes blandt andet, at de sydkoreanske myndigheder tester cirka 10.000 personer om dagen.
I Danmark gik man væk fra at teste alle med symptomer, da man for seks dage siden gik fra inddæmning- til afbødningsstrategi, hvor man kun tester alvorligt syge.
Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at man stadig tester alle som del af strategien for at mindske smitten af coronavirus.
Udover at teste løs har Sydkorea også udbredt en meget kontroversiel og "Big Brother"-lignende overvågning af befolkningen for at komme smitten til livs.
Myndighederne bruger gps-data fra mobiltelefoner, data fra overvågningskameraer og kreditkorttransaktioner til at spore de smittedes færden.
De indsamlede data bliver lagt ud på hjemmesider, og der sendes også sms-varsler ud, så borgerne kan se, hvor der er smittefare.
Ifølge en dansk professor kommer de sydkoreanske metoder dog ikke til at blive brugt i Danmark:
- Sydkorea er ikke et totalitært styre, men det er meget topstyret. Man går hårdere til værks. De kan sige, nu skal du i karantæne, og vi holder øje med din telefon og følger dig på gps. Det er ikke kontrolleret her på samme måde som i Sydkorea. Man kan ikke pege på en person og sige, du er smittet – gå hjem, og nu vil vi holde øje med alt, du laver, siger professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen til TV2.dk.