Dolly Parton vil være Playboy-model
Sidst den 74-årige sanger og skuespiller var på forsiden af det amerikanske magasin ”Playboy”, var hun 32 år gammel.
Nu fortæller hun i et interview til det australske program ”60 Minutes”, at hun - når hun fylder 75 - gerne vil på forsiden igen:
- Jeg har ingen planer om at gå på pension. Jeg er lige fyldt 74 og har planer om at komme på forsiden af ”Playboy” igen, fortæller den storbarmede stjerne.
- Du ved, jeg var på forsiden af ”Playboy” for mange år siden, og jeg syntes, det ville være fedt, hvis de ville gøre det igen – og jeg kunne være på forsiden igen, når jeg er 75.
Da ”Jolene”-sangeren blev spurgt, om hun ville lave samme billede til forsiden, svarede hun kækt:
- Måske. Det kunne jeg nok godt. Brysterne er stadig de samme.
Første gang Dolly Parton var på forsiden af ”Playboy” var i oktober 1978.