Lene Nystrøm: Flytter til Oslo
Kufferterne og de store flyttekasser er pakket, for det berømte Aqua-par har valgt at flytte til Oslo i Norge.
Det er ikke, fordi den skønne Lene lider noget så frygteligt af hjemve, at hun søger tilbage til sine rødder. Hun har fået rollen i 6 kommende krimifilm, hvor hun skal spille kæreste til detektiven Varg Veum.
- Det føles helt fantastisk. Varg Veum-filmene er jo meget anerkendte film i hele Skandinavien, så jeg føler mig meget meget heldig, kvidrer filmstjernen.
Lene og Søren har købt et hus i den norske hovedstad, hvor de skal bo med børnene Billy på 3 år og India på 4 år.
Lige nu er hun biografaktuel i Norge med filmen "Svik", hvor hun spiller en berømt norsk modstandskvinde. Selv om filmen ikke har fået den varmeste modtagelse i moderlandet, har det ikke stoppet hende fra at gå efter flere roller.
Ifølge norske medier har hun været i skarp konkurrence med nogle af de dygtigste norske skuespillere om rollen.
Optagelserne starter i november, og den 36-årige sanglærke glæder sig.